Da denne blog startede tilbage i 2009, tror jeg de færreste havde styr på, hvad personlige blogs var for noget. I dag er de offentlige online dagbøger blevet nærmest allemandseje, og især mange piger mellem 15-25 har taget platformen til sig. Her skriver de om deres liv, deres indkøb og deres problemer, og debatterer med ligesindede i kommentarsporet under hvert indlæg.
Man må i den grad side at personlige blogs kandiderer til noget af det mest cool lige nu, så selvfølgelig skriver vi da et indlæg om dem. Sagen er nemlig at disse blogs er blevet meget mere kommercielt interessante over de seneste måneder, fordi virksomheder så småt er begyndt at tage bloggerne seriøst som formidlere af budskaber og reklame. Flere og flere bloggere får tilbud fra alverdens virksomheder om sponsorater og gratis produkter mod omtale, og det i sig selv både en fordel og ulempe for platformen.
På den ene side hjælper det naturligvis bloggerne med at klare sig økonomisk og leve af deres hjertebarn, men på den anden side bryder disse ofte skjult sponsorerede indlæg en del af ‘aftalen’ mellem blogger og læser. Man forventer autencitet og ægthed, og får reklame i stedet. Hvad synes du?